top of page
Hvorfor?

Hvorfor gik du med til at have sex med din behandler på centret?”. Jeg sidder i en treværelses lejlighed i København. Foran mig sidder min kilde. Hun svarer på mit spørgsmål, imens hun fægter med sine arme. Hendes cardigan glider ned over skulderen, og båndene, der holder hendes fødder fast, bliver ved med at løsne sig. Hun er ivrig efter at fortælle sin historie, og jeg er ivrig efter at høre den.

 

Min kilde har spastisk lammelse og sidder i kørestol. Derfor har hun i 7,5 år trænet på et behandlingscenter. Det sidste år brugte hun dog ikke på at træne. I stedet havde hun sex med sin behandler på centret. På en briks hun var spændt fast til. I et stort træningslokale. Med de andre behandlere som faste seere, og de andre patienter som lyttere.

 

Jeg er beæret over, at hun vil dele sin intime og følsomme historie med mig, netop mig, og jeg er bevidst om, at jeg skal formidle hendes fortælling med respekt. Oplevelsen har givet mig blod på tanden.

 

Jeg vil lære flere kilder at kende og videreformidle deres historier på en måde, så folk har lyst til at høre dem til ende. Jeg synes, at de nære personhistorier er interessante og relevante, da de ofte fortælles af personer, der har noget på hjerte. Fortællingerne kan åbne døre til andre sider af samfundet og samtidig udfordre fordomme. 

 

Jeg er vild med, når jeg gennem mit virke som journalist kan tilegne mig ny viden, en viden som jeg kan give videre til en seer, lytter eller læser. Jeg vil gøre indholdet forståeligt og interessant for et publikum, hvilket jeg har meget erfaring med fra min tid som praktikant hos DR Ultra Nyt. Jeg er vant til at målrette mit indhold til en specifik målgruppe.

 

Jeg elsker, når journalistikken får mig vidt omkring - fra Trekronerskolen, til Nyhavn og videre til Dyrehaven, hvor jeg under et web-tv kursus talte med en naturvejleder om, hvad man kan foretage sig i skoven i påskeferien.

 

Jeg undrer mig, hvilket får mig til at ringe rundt til samtlige borgmestre i kommunerne langs kysten, da Manu Sareen (R) mener, at borgerne skal have mulighed for at blive viet på havet. For er borgmestrene overhovedet villige til at stikke til søs? Jeg er nysygerrig, hvilket giver mig modet til at spørge "Vil du fortælle, hvordan det foregik, da I havde sex?". Jeg er glad for at stille spørgsmål, og mit yndlings hv-ord er ”hvorfor”.

 

 

I øvrigt

 

- Jeg er født og opvokset i Humlebæk sammen med min mor, far, halvstoresøster, halvstorebror og plejelillebror. Nu bor jeg på Nørrebro med min kæreste.

 

- Jeg har gået til springgymnastik, tennis og badminton, men det var holdsporten fodbold, der endte med at løbe med sejren som min foretrukne sportsgren. Jeg tackler stadig angrebsspillere på ugentlig basis og elsker følelsen af at sejre som hold, men samtidig også få lov til at levere individuelle præstationer.

 

- Jeg har spillet musical i to år på Espergærde Ungdomsskole, men fik aldrig rollen som andet end fyld på scenen.

 

- Jeg sætter en ære i at udføre et ordentligt stykke arbejde, da jeg elsker følelsen af at aflevere et godt resultat, som jeg kan være stolt af. Den følelse havde jeg første gang, der stod "Journalist: Cecilie Amalie Lang" på tv-skærmen ud for DR's logo.

 

- Jeg drømmer om at glæde mig til at komme på arbejde hver dag (eller næsten hver dag), da jeg godt kan lide at arbejde og skabe et produkt, som andre kan få gavn af.

 

- Mit første job var som bogopsætter på biblioteket i frikvartererne. Jeg måtte dog sige det op efter et års tid, da det blev lidt for spændende at cykle til Statoil efter donuts og slikkepinde. I dag skal der mere end en donut til, før at jeg forlader et job.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle

Hent som pdf

bottom of page